Marjatta figuren

 

Marjatta er en af skikkelserne i det finske epos Kalevala, som menes at være 2000 år gammelt, overleveret fra slægt til slægt af sangere, som tog rundt på gårdene på grænsen mellem Finland og Rusland.

 

Fortællingen om Marjatta betragtes af mange som en nordisk Maria skikkelse. Marjatta figuren repræsenterer det forvandlede sjæleliv, som i sin renhed kan føde åndsbarnet, den nye jeg-bevidsthed.

 

Historien om Marjatta er stort set en julehistorie, hvor en jomfru får et barn i en stald. I stalden står der ikke et æsel og en okse, men en hest. Marjatta mister sit barn, og må lede efter det. Hun søger det først på jorden, hvor hun ikke kan finde det. Så vandrer hun op til stjernerne, månen og solen efter Steiners begreber "repræsentanter for en åndelig verden". Solen fortæller Marjatta, at hendes barn er sunket ned i mosen, og sidder i til skuldrene. Marjatta trækker sit barn op af mosen. At det er sunket dybt ned i moradset, spiller ingen rolle for hende. Hun trækker barnet op og opdrager det, så det kan blive konge over Karelen eller som det hedder: "Herskeren over almagtsvældet".

 

Her har vi en parallel til de forældre, som har fået et hæmmet barn. De må efter fødslen finde deres barn igen. Vi kan også sige, at vi i en verden, som lægger så meget vægt på intellektet, må finde de andre menneskelige værdier i barnet.

 

Efter Rudolf Steiners opfattelse har også hæmmede børn en stor opgave i den mangfoldige verden, vi nu engang lever i.

 

Den optimisme, der er knyttet til fortællingen om jomfruen og barnet, viser sig i det pædagogiske arbejde og vinder genklang hos forældrene.